Jobs
DU ER HER: Jobs

Jobs

Softwareudvikler til HydroGeofysik Gruppen

Hydrogeofysik gruppen ved Geologisk Institut søger en engageret og dygtig softwareudvikler, der skal indgå i vores team af geofysikere, ingeniører og softwareudviklere. Du skal være med til at bringe vores forskning på en form, så den kan finde praktisk anvendelse i Danmark såvel som i resten af verden.

Arbejdsopgaver
Dine arbejdsopgaver kommer til at spænde vidt og du bliver en central del af et uhøjtideligt og dynamisk forskningsmiljø der inkluderer forskere, udviklere, administrative medarbejdere, post docs og Ph.d. studerende fra hele verden. Vi lægger stor vægt på, at du ser løsninger i stedet for problemer, og at du kan indgå i tæt teamarbejde med de øvrige softwareudviklere, ingeniører og geofysikere i gruppen.

Som udgangspunkt skal du både udvikle nye og vedligeholde eksisterende moduler i programpakken Aarhus Workbench. Programmet er en meget omfattende Windows implementering som integrerer GIS, databaser, datamanagement, dataprocessering og datatolkning - områder som Hydrogeofysik gruppen er førende indenfor på verdensplan.

Du vil i et vist omfang have kontakt til vores brugere og studenter, sandsynligvis mest i forbindelse med support sager.

Vores software gruppe er en mindre enhed hvor du vil komme til at indgå i alle faser af udviklingsprojekterne, dvs. alt lige fra udarbejdelse og design af brugerflader, til programmering af store selvstændige data moduler og den endelig aftestning. Grundet den ofte høje kompleksitet stiller vi store krav til dokumentation, hvorfor du skal være indstillet på at dokumentere de ting du har lavet. Vi arbejder yderligere med kodestyringsværktøj og bugtrackingsystem som naturlige værktøjer i dagligdagen..

Vi tilbyder
• Opgaver med at udvikle en meget kompliceret software, der kommer til at udfordre dine analytiske evner til det yderste.
• Uhyre spændende og alsidige arbejdsopgaver i et godt og internationalt arbejdsmiljø. En væsentlig del af gruppens interne kommunikation er på engelsk.
• Fleksible arbejdstider og gode ansættelsesforhold.
• Flad ledelsesstruktur og gode kollegaer med en yderst fri omgangstone.

Vi forventer
• Softwaren udvikles objektorienteret i Delphi, og indgående kendskab til dette miljø er en fordel.
• At du kan lide alle facetter af softwareudvikling, lige fra design og opsætning af brugerflader til numerisk kode.
• At du måske har kendskab til GIS og/eller databaser.
• At du har en relevant naturvidenskabelig baggrund som f.eks. fysiker, matematiker, kemiker, geofysiker eller geolog. Du er enten erfaren eller nyuddannet med masser af energi.
• Kan formulere dig flydende på dansk og engelsk og er i stand til at indgå i et team hvor der bliver både givet og modtaget konstruktiv kritik.
• Du udviser et stort engagement og ser positivt på muligheden for at blive en central del af et forskningsmiljø på Aarhus Universitet.

Stillingen er som udgangspunkt ét årig, men der vil med meget stor sansynlighed være mulighed for forlængelse.

Du kan læse mere om Institut for Geoscience på instituttets hjemmeside www.geo.au.dk. Du kan desuden læse mere om Hydrogeofysikgruppen på www.gfs.au.dk. Flere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Esben Auken via mail esben.auken@geo.au.dk eller telefon 8715 6383.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 14.05.2012